fredag, juni 15, 2007

Ekskursioner og naturskolebesøg - ud-af-huset aktiviteter

Naturen kan være mere end tidsfordriv

Antallet af naturskoler og andre formidlingstilbud til skoler er steget i de sidste 20 år og tilbuddene er populære. Men udflugten skal bruges i undervisningen, ellers er det ikke sikkert, at børnene lærer noget af det.

Der er uendelige muligheder for skolelærere, der vil have deres elever med ud i naturen. Ved skov og strand, på besøgsgårde og museer er der oprettet naturskoler og andre formidlingsaktiviteter med særligt uddannede professionelle formidlere. Men børnene lærer ikke noget af at komme ud i naturen, hvis ikke lærerne bruger oplevelserne aktivt i undervisningen.

Det mener Trine Hyllested. Hun har selv arbejdet som lærer og naturvejleder, og har nu skrevet Ph.d-afhandlingen "Når læreren tager skolen ud af skolen".

I afhandlingen undersøger Trine Hyllested, hvad børnene får ud af at tage ud i naturen, og hvad lærernes formål med udflugterne er. Den 12. juni forsvarede hun afhandlingen på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole.

Trine Hyllesteds undersøgelse viser, at flere skoleklassers besøg på naturskoler er uden foregående forberedelse eller efterfølgende behandling. "Det er ærgerligt", mener Trine Hyllested, "for det i sig selv at komme ud i naturen lærer børnene ikke nødvendigvis noget af. Det kan selvfølgelig være sjovt med et afbræk fra hverdagen, men hvis man skal udnytte det fantastiske potentiale, som naturskolerne rummer, kræver det at lærerne og naturvejlederne ved, hvordan de vil bruge naturoplevelsen i undervisningen".

Læreren som brobygger
Trine Hyllested anbefaler lærerne at deltage aktivt i naturarrangementet før, under og efter udflugten. "Inden klassen tager af sted kan lærerne involvere børnene i forberedelsen af turen. De skal have et klart mål med besøget.

På naturskolen kan lærerne selv deltage i aktiviteterne og hjælpe med at samle materiale til at kigge nærmere på derhjemme. Når besøget er overstået og børnene er hjemme i klasseværelset igen, er det helt afgørende, at lærerne følger op på oplevelserne, diskuterer og bearbejder dem med børnene. Det kan for eksempel være ved at lave projekter og opgaver om det, de har set og oplevet".

Som eksempel nævner Trine Hyllested en første klasse som efter hjemkomsten fra et besøg på en naturskole behandler det, de har lært om træer ved at lave en stor planche af et træ. Et andet eksempel er en gruppe niende klasses børn, som efter hjemkomst fra Planetariet laver en model af planeternes placering i solsystemet.

Trine Hyllested understreger, at det er en svær opgave for nogle lærere at stå i, når der pludselig er en anden, der står for undervisningen og måske ved mere om emnet end dem selv. Det kan gøre dem usikre overfor naturvejledere og andre professionelle formidlere. Hyllested anbefaler, at lærerne opfatter sig selv som brobyggere mellem eleverne og formidleren og mellem eleverne og selve oplevelsen. Det kræver et aktivt samarbejde mellem naturvejledere og lærere.

Trine Hyllested forsvarede sin ph.d.-afhandling "Når læreren tager skolen ud af skolen" den 12. juni kl. 13-16 i lokale D174 på Danmarks Pædagogiske Universitetsskole, Tuborgvej 164, 2400 København NV.

For yderligere oplysninger, kontakt Trine Hyllested: Mail: th@holsem.dk / Tlf: 46322926.

Afhandlingen er nyttig og interessant læsning for alle naturvejledere og andre, der arbejder med at fremme elevernes udbytte af ud-af-skolen-aktiviteter.

Ingen kommentarer: